Troldtekt A/S, tidligere kendt under navnet L. Hammerich, er blandt Europas største producenter af træbeton til brug i byggeriet og til akustiske løsninger.
Virksomheden er grundlagt i 1855, og i 1935 gik Troldtekt fra at være byggematerialegrossist til også at være byggematerialeproducent. Hovedproduktet var - dengang som nu - Troldtekt akustik, der i al sin enkelhed består af rene naturmaterialer, træuld og cement, også kaldet træbeton.
Tidligere producerede Troldtekt primært loftbeklædning til landbrug og industri. I dag fokuserer virksomheden på at udvikle multifunktionelle løsninger til et bredere publikum og arbejder tæt sammen med kompetente fagspecialister som byggerådgivere og arkitekter for at sikre en løbende produktudvikling.
Troldtekt A/S har kunden i fokus, og det var i høj grad også ønsket om at yde kunder og samarbejdspartnere ekstra service og fleksibilitet, der fik virksomheden til at give sig i lag med e-business, fortæller Tina Kristensen, marketing- og kommunikationschef i Troldtekt A/S.
Troldtekt beskrivelsesgenerator er en specialudviklet e-businessløsning, der giver byggebranchens rådgivere og arkitekter mulighed for med ganske få klik at finde frem til netop den Troldtekt akustikløsning, der passer til deres behov.
Troldtekts beskrivelsesgenerator giver overblik
Med Troldtekts beskrivelsesgenerator kan de projekterende let få overblik over de forskellige Troldtekt akustikløsninger. Man klikker sig ganske enkelt gennem en gittermenu med illustrative ikoner og vælger mellem de 6 Troldtekt egenskaber: struktur, farve, ophæng, kant, modulmål og tykkelse.
Når der er foretaget et valg for alle 6 egenskaber, får man på resultatsiden automatisk genereret en beskrivelsestekst i BIPS-format og mulighed for at downloade den aktuelle autocad-tegning eller monteringsvejledning. Beskrivelsestekst og autocad-tegninger kan implementeres direkte i de projekterendes udbudsmateriale.
Beskrivelsesgeneratoren er udviklet i flash af Troldtekts webpartner og er lagt ind i Troldtekts CMS-system (Content Mangement System). Virksomheden er i færd med at lægge hele hjemmesiden om til en ny CMS-platform, og det er en meget omfattende proces, fortæller Tina Kristensen.
-Beslutningen om at skifte til nyt CMS-system er truffet ud fra en betragtning om fremtidssikring. Næste step bliver etablering af intranet samt ekstranet til vores forhandlere og samarbejdspartnere, så afgivelse af ordrer – på sigt - kan ske direkte via ekstranettet, der vil blive integreret i vores nye ERP-system (Enterprise Ressource Planning), der også omfatter produktionsplanlægnings- og lagerstyringsmoduler.
E-business er vejen frem
Troldtekt A/S har stor nytte af e-business-løsningerne, og er derfor også meget opsat på at forsætte ad e-business vejen. Virksomheden modtager i langt højere grad udbudsmateriale med klart beskrevne løsninger og projekttegninger med egne autocad-detaljer fint integreret.
Troldtekt konsulenterne benytter også generatoren i stor udstrækning, når de yder teknisk rådgivning. De kan hurtigt og enkelt demonstrere de forskellige kombinationsmuligheder i generatoren. Dette har givet en særdeles positiv sideeffekt af processen, fordi det også internt i virksomheden har givet en langt bedre oversigt over produktpaletten. Det har betydet en væsentlig tidsbesparelse for de ansatte og en meget professionel kundehåndtering.
-Internt har generatoren givet et langt bedre overblik over, hvilke kombinationsmuligheder af struktur, kanter og ophæng, der er mulige, så her har vi virkelig sparet tid på forespørgsler fra salgs- til produktionsafdeling.
Tina Kristensens råd til andre virksomheder, der ønsker at give sig i kast med e-business er følgende:
-Ting tager tid! Det har været af afgørende betydning for resultatet, at vi med i processen havde en kompetent web-partner, der turde stille de upopulære spørgsmål og være djævlens advokat. Vigtigt for resultatet har også været, at vores egen projektgruppe var sammensat af en blanding af teknikere, produktions- og marketingfolk.